søndag den 18. marts 2012

Lidt til salg

Har disse lækkerier til salg:

Duns julekjole, str. 116. Har desværre en mikro fejl i syningen bagpå, men ikke noget, man lægger mærke til. Ellers fin stand. Overdrevet fedt stof! Pris: 120 inkl

To søde små pyntepuder. Perfekte til dukke- eller babysengen. Den orange med den hæklede kat har sort/hvid-prikket stof på bagsiden. Den rosa med strikket/hæklet hus har pinkt bagside. Pris pr stk: 80 inkl

Bagsiden



Lilla langærmet body med kløver fra Hollys, str 56, pris 65 inkl. SOLGT



Lilla bluse fra Noa Noa med små trykte æbler og blomsterbroderier, str 116, pris: 60 inkl

To ens fløjlskjoler i flot stof fra Minymo. De mangler begge en enkelt trykknap ved det ene håndled, str 116, pris pr stk: 90 inkl


Molo, str 104,  pris: 60 inkl porto

Send mig en mail, hvis der er noget, der frister! :-)

tirsdag den 13. marts 2012

'Soveværelse'

Nå, men vi sover jo altså i stuen. Og det fungerer egentlig rigtig fint. Især efter at ungerne er røget ind på sønnens værelse og sove...

Nu har jeg endda fået gjort vores sovekrog lidt hyggelig:




Før stod der tre madrasser ved siden af hinanden på den anden led (for at vi alle fire kunne være der). Ved at sætte madrasserne oven på hinanden, synes jeg, det ser mere flyder-agtigt ud. Tanken er, at manden skal bygge et sengemøbel til os med skuffer under til dyner og noget hyldeværk ved gavlen. Men indtil videre er det her bestemt acceptabelt.


Jeg elsker det her hjørne af 'soveværelset'. Det meste i vores retro-hus-projekt er jo midlertidigt. Vi er slet ikke nået til rigtigt at overveje indretningen, og der går vist lidt tid endnu, før vi har mentalt overskud til at bore ting op på væggene. Så det er om at gøre det så rart, hyggeligt og funktionelt som muligt, med de ting vi lige har ved hånden.


Købte forresten denne skammel på et loppemarked for noget tid siden. Her har den fået malet sine gamle, grimme ben. Men forelskede mig i den trekantede form. Betrækket havde bestemt set sine bedre dage, selvom det egentlig ser ganske fint ud her på billedet... Nå, men jeg kastede mig over mit første ombetrækningsprojekt. Resultatet blev ikke perfekt - som næsten alle mine begynderprojekter. Men jeg er nu stadig glad for min skammel, som nu er betrukket med stof fra sønnens gamle Katvig dynebetræk:



Var forrestem lige i Stof2000 i lørdags og fandt disse skønne stoffer på udsalg. Datteren ønsker sig en opslagstavle beklædt med patchwork, og hendes yndlingsfarve er blå i alle afskygninger, så måtte jo lige hamstre. :-)



Og så har jeg kastet mig over at hækle firkanter med cirkler. Er sjovt og meget simpelt. Tror desværre aldrig, jeg bliver den tålmodige type, der kan hækle et helt tæppe, men har planer om at pimpe det kedelige, hvide sengetæppe fra Ikea med diverse hæklerier. Den lille stjerne (eller blomst) med ophæng er lidt påskeagtig synes jeg. Jeg har aldrig som voksen pyntet op til påske, men jeg i år skal det være!


Mmmmm og se så her en lækkerbisken! Hæklet af min dygtige mor! Tørklædet er i uld og lækkert varmt og langt. Og har høstet rigtig mange positive bemærkninger rundt omkring. En af mine kollegaer faldt pladask for det og bestilte straks et magen til. Jeg skal love for, der var en mor, der blev stolt! :-)

En lille gul forårs-nyanskaffelse. Elsker cardiganer. Og er vild med denne farve!

Og så er jeg bare så glad for, at jeg har fået 2 faste læsere (som ikke er min søde mor). Jeg nyder at blogge, og det er da bare ekstra lækkert, at der rent faktisk er nogen, der gider følge med. :-)

Jeg har fået lagt lidt tøj på Loppemarked-siden. Skriv mig gerne en mail, hvis der er noget, der frister.

Eva



fredag den 9. marts 2012

Endnu en lækker give away!

Årh den her er da også skøn!



Kan findes her

Wauw for en give away!

Nøj hvor jeg håber heldet er med mig! Tjek lige den fedeste give away:


I kan finde den her

1. syprojekt

Ja så gik der igen lang tid inden jeg fik bloggen igen. Og jeg beklager de manglende kommaer. Sønnen har spildt hindbærsyltetøj i tastaturet så der er en del knapper der enten ikke virker eller er virelig stramme - bl.a. k...

Heldigvis har vi købt ny lækker computer men den har manden med på kursus så må klare mig med det gamle hakkebræt her.

Ellers er sønnens værelse blevet færdigt. Altså væggene og paneler og vindueskarm. Er blevet så fint!
Nu mangler alt det sjove. Hylder bogkasser etc. Og så mangler vi at datteren kan flytte ind på sit eget værelse. Indtil videre deler de sønnens. Men alting går fremad.

Og så mangler der selvfølgelig også gardiner selvom lyset er skønt derinde...

Jeg har været igang med mit allerførste syprojekt. Brugte nogle dejlige timer hos min søde mor i hendes kreakælder som jo er et rent skatkammer. Fyldt med kasser og æsker fyldt med garn - stof - knapper - bånd - hæklet/strikket duketøj. Uha det er et inspirerende sted og tiden flyver dernede! Min egen gamle og stort set ubrugte symaskine er stadig godt gemt i min egen kælders flyttekassehelvede og jeg havde en ide til et lille begynderprojekt så jeg måtte over til min mor. Og her er den så:




En lille pung til hæklenåle! Den har trykknapper indeni. Og fór! Jeg er så glad for stoffet og den gule knap. Og som med alt andet gør øvelse jo mester så jeg skal nok lære det der sy-halløj.

Her et lille billede af foret:

...Som faktisk drillede ret så meget. Altså i hvilken rækkefølge skulle delene sys sammen etc.Men bliver så glad hver gang jeg ser den. Fik jeg sagt at jeg er helt vild med stoffet???




Og så blev det ellers forår! Wiii! Og det ene vindue i stuen fik vindueskarm og nøj hvor har det pyntet. Er som om hele stuen har fået et nyt og flottere udtryk.




Den lille hæklebog er fundet brugt på den blå avis. Og lidt sjovt at jeg så fandt doilien til venstre i min mors gemmer. Den er hæklet af hende der har givet navn til min blog nemlig min farmor. Er da lidt sjovt.

Knapperne fandt jeg til en meget fordelagtig pris på Spejdernes loppemarked i weekenden. Jeg købte endda et femte glas som ikke er med på billedet. Tror jeg fik alle fem glas for 45 kr. Så nu løber jeg vist ikke tør for knapper foreløbigt. Elsker knapper. Og har altid gjort det. Som barn var min mormors store æske med knapper mit bedste legetøj.

Rigtig god weekend til alle derude!