Viser opslag med etiketten stof. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stof. Vis alle opslag

onsdag den 29. august 2012

Syede gaver

Vi har travlt for tiden. Som i pyha-hverdagsræs-henten-og-bringen-møder-og-arbejde-travlt. Derfor er her noget stille på bloggen. Desværre. Jeg savner det. Og jeg savner at have tid og energi til kreasysler. Hvis jeg er heldig, orker jeg lige at hækle en række kusinefirkanter sammen om aftenen, men så heller ikke mere...
Nå, men ikke mere brok fra mig. For noget tid siden hæklede jeg et iPhone cover til en sød kollega. Nu har hun syet mig dette fantastiske penalhus! Jeg er VILD med det. Jeg elsker stjernerne, den gule lynlås, det prikkede for, den lille strop, størrelsen, ALT. Før havde jeg et alt for lille og dumt penalhus, som dagligt irriterede mig. Dette er lykken. Og det var pakket så fint ind med neonpink snor og stribet maskingtape. Var da lige en tirsdagslykkespreder!
 


 
Og jeg elsker, hvordan det matcher min gule Kähler-kop...
 
Min søde mor har også været igang med symaskinen og syet disse dejlige frugtposer til ungerne. Det er jo skønt, når nu man elsker hjemmesyede ting, men bare ikke kan få taget sig sammen til at sy selv...


Vi har høstet kartofler i haven. Og sikke en himmerrigsmundfuld! Små, søde og faste. Med salt og smør. Selv datteren, der ikke er udpræget kartoffelelsker, med mindre de er druknet i hvidløgsdressing, nød disse små guldklumper.
 

 
Og æbletræet bugner med smukke, røde æbler. Tror, vi skal på rov i weekenden, når der er ro og tid og fred. Mon ikke vi så skal bage en æblekage? :-)

 
God dag derude!

tirsdag den 13. marts 2012

'Soveværelse'

Nå, men vi sover jo altså i stuen. Og det fungerer egentlig rigtig fint. Især efter at ungerne er røget ind på sønnens værelse og sove...

Nu har jeg endda fået gjort vores sovekrog lidt hyggelig:




Før stod der tre madrasser ved siden af hinanden på den anden led (for at vi alle fire kunne være der). Ved at sætte madrasserne oven på hinanden, synes jeg, det ser mere flyder-agtigt ud. Tanken er, at manden skal bygge et sengemøbel til os med skuffer under til dyner og noget hyldeværk ved gavlen. Men indtil videre er det her bestemt acceptabelt.


Jeg elsker det her hjørne af 'soveværelset'. Det meste i vores retro-hus-projekt er jo midlertidigt. Vi er slet ikke nået til rigtigt at overveje indretningen, og der går vist lidt tid endnu, før vi har mentalt overskud til at bore ting op på væggene. Så det er om at gøre det så rart, hyggeligt og funktionelt som muligt, med de ting vi lige har ved hånden.


Købte forresten denne skammel på et loppemarked for noget tid siden. Her har den fået malet sine gamle, grimme ben. Men forelskede mig i den trekantede form. Betrækket havde bestemt set sine bedre dage, selvom det egentlig ser ganske fint ud her på billedet... Nå, men jeg kastede mig over mit første ombetrækningsprojekt. Resultatet blev ikke perfekt - som næsten alle mine begynderprojekter. Men jeg er nu stadig glad for min skammel, som nu er betrukket med stof fra sønnens gamle Katvig dynebetræk:



Var forrestem lige i Stof2000 i lørdags og fandt disse skønne stoffer på udsalg. Datteren ønsker sig en opslagstavle beklædt med patchwork, og hendes yndlingsfarve er blå i alle afskygninger, så måtte jo lige hamstre. :-)



Og så har jeg kastet mig over at hækle firkanter med cirkler. Er sjovt og meget simpelt. Tror desværre aldrig, jeg bliver den tålmodige type, der kan hækle et helt tæppe, men har planer om at pimpe det kedelige, hvide sengetæppe fra Ikea med diverse hæklerier. Den lille stjerne (eller blomst) med ophæng er lidt påskeagtig synes jeg. Jeg har aldrig som voksen pyntet op til påske, men jeg i år skal det være!


Mmmmm og se så her en lækkerbisken! Hæklet af min dygtige mor! Tørklædet er i uld og lækkert varmt og langt. Og har høstet rigtig mange positive bemærkninger rundt omkring. En af mine kollegaer faldt pladask for det og bestilte straks et magen til. Jeg skal love for, der var en mor, der blev stolt! :-)

En lille gul forårs-nyanskaffelse. Elsker cardiganer. Og er vild med denne farve!

Og så er jeg bare så glad for, at jeg har fået 2 faste læsere (som ikke er min søde mor). Jeg nyder at blogge, og det er da bare ekstra lækkert, at der rent faktisk er nogen, der gider følge med. :-)

Jeg har fået lagt lidt tøj på Loppemarked-siden. Skriv mig gerne en mail, hvis der er noget, der frister.

Eva



lørdag den 18. februar 2012

Loppefund

Årh hvor var det skønt at være på loppemarked i dag. Brugte enormt mange timer på at gå og ose. Og det var et godt marked med alt, hvad hjertet kunne begære.

Jeg fandt bl.a. en fed, gammel skammel som virkelig trængte til en kærlig hånd. Nu er benene blevet malet, og så venter et nyt betræk. Billeder kommer forhåbentlig i morgen.

Derudover købte jeg en Erik Kold bøtte med orange låg, to små Rösti skåle, et fedt (aldrig brugt) retrosengesæt (til 20,-), en Royal Copenhagen platte med et Gruk (også til 20,-), en Bing og Grøndahl lysestage og en hel mappe med Alt om håndarbejde fra 1974. Top fed skat! Her er vildt mange opskrifter på alt mellem himmel og jord. Til 40,- Mmmmm :-)

Og så har jeg downloaded Picasa og håber, det kan hjælpe lidt på billedkvaliteten. Vi prøver lige...


Lidt billeder af mine NYE køkkenskabe. Og jo, jeg synes bestemt, at lyset bedre her. Tak for Picasa.


Har efterhånden fået mig en helt god samling garn.




Arvede denne bog fra en bekendt og er fuldstændig forelsket i de flotte illustrationer. Og tjek lige tandlægens retro-venteværelse :-)

Brugte lidt af fredagen på at klippe i gammelt tøj. Tøj, der ellers ville være smidt ud. Nu ligger de bare og venter på, at sysmaskinen bliver gravet frem fra kælderen.

Min søde mors hæklehænder.

onsdag den 15. februar 2012

Retrohuset

Vi købte og overtog et gammelt hus i november 2011. Det trængte i dén grad til en kærlig hånd. Jeg kalder det retrohuset. Så vi (eller manden nok snarere) har slidt og slæbt med at hive enorme mængder af gammelt tapet ned, mørke trælofter, gammelt, gammelt køkken, støvede plettede væg-til-væg-tæpper. Han har sat gipsplader op, spartlet, filtet, malet. Sat nyt køkken i. Lavet nye stikkontakter. Etc etc etc... Det er en ordentlig omgang, og vi er hverken halvt eller helt færdige. F.eks. mangler ungernes værelser stadig. Vi venter på plusgrader, så spartel og maling kan tørre ordentligt. Kælderen er proppet med flyttekasser og møbler. Opvaske- og vaskemaskine er endnu ikke tilsluttet. Men jeg elsker det alligevel! Efter at have boet i lejlighed hele mit liv, nyder jeg et rigtigt hus med en kæmpe (og vild) have.Og efter at have undværet køkken i et par uger, da vi flyttede ind i januar (det nåede ikke at blive klar), er det så stor en luksus at kunne lave mad og have en køkkenvask, at jeg næsten ikke brokker mig over den manglende opvaskemaskine...



Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker paddehatte og er efterhånden ved at få en hel lille samling. Tænker at samle hele samlingen en dag og se, hvor mange det egentlig er blevet til...


Og så kom min pakke fra Minimega forleden. Lækkert papir (det grønne var endda en lille ekstra gave), en notesbog til hækleopskrifter og to dejlige plakater, jeg har sukket efter i 100 år. Med 50% rabat. Så surt, hun lukker webshoppen. På billedet er kun papiret samt nogle skønne stofstykker, som jeg tænker skal blive til brocher à la disse hårspænder og måske en patchworkpude.
Har desuden fået ryddet lidt op i al børnetøjet i kælderen og sorteret: noget til gravide veninder, en hel masse til Trendsales og en bunke, som skal klippes til patchworkfirkanter. Har aldrig prøvet at sy patchwork før, men tænker, det skal forsøges...

Havde også taget et billede af gårs'aftenens' hækleri, men jeg skal lave endnu én af den hemmelige ting til min søde mor - det er lige noget, hun mangler - så foto kommer først, når hemmeligheden er afsløret :-)

Har fået gravet det gode kamera frem og håber, det kan ses på billedernes kvalitet...